Job - Karriere - Rekruttering

Fy! Virksomheder som personlige profiler på LinkedIn

2011-05-30 14:49

Sociale netværk handler om interaktion mellem mennesker. Som virksomhed kan du være så heldig - og dygtig - at det personlige beriger dit brand.

 

Personlige profiler, der ikke er personlige, på LinkedIn

Jeg støder nogle gange på personlige profiler på LinkedIn, der ikke er personlige profiler. De er oprettet af virksomheder eller organisationer, har ikke et personligt foto, men et logo og kan have til formål at connecte med en gruppe af fx kunder, jobsøgere, leverandører el.lign.

Et par gange er jeg også blevet bedt om at connecte med en sådan profil. Det siger jeg nej tak til.
Ikke at jeg ikke kan se, hvor I vil hen. Men nej, jeg vil i dialog med mennesker, ikke med anonyme virksomhedsprofiler.

Pga. min profession – eller måske bare min charmerende persona – får jeg jævnligt henvendelser fra folk der vil connecte med mig på LinkedIn. Det siger jeg gerne ja til, hvis vi kender hinanden, eller hvis personen, der kontakter mig, beskriver, hvordan vi kan have gavn af hinanden. Men jeg connecter ikke med disse profiler fra virksomheder eller organisationer forklædt som personlige profiler.

 

Hvorfor ikke det?

Jeg kan godt se pointen: Som virksomhed ønsker I at opbygge et netværk med en sikkerhed for at kontakten holdes i virksomheden og en styring af, hvem der kommunikerer med hvem og hvordan. Men LinkedIn er et socialt netværk af personlige profiler. Nøgleord her: Socialt og Personlige.

Derudover siger man ved oprettelsen af en personlig profil ja til LinkedIn’s User agreement, herunder nr. 10 B.5: Don’t undertake the following: Create a user profile for anyone other than a natural person;

Så vidt jeg ved, er LinkedIn ikke helt så hurtig og striks som Facebook, (når virksomheder laver profiler og ikke sider) – men det skal nok komme. Dvs., I risikerer, at LinkedIn sletter jeres virksomheds-person-profil uden varsel. Derudover er det selvfølgelig et uprofessionelt signal at sende, at I ikke har styr på de basale regler på det efterhånden omfattende netværk.

 

Hvad skal man så gøre som virksomhed på LinkedIn?

Opret en virksomheds profil (LinkedIn Company Page) med en god beskrivelse. Tænk i jeres interessenter: kunder, jobsøgere, leverandører, samarbejdspartnere osv.

Lad fx jeres Company Page fortælle om Products and Services (gratis) og Career (jobannoncer, I har betalt for vises).

 

To artikler om LinkedIn Company Pages fra Mashable

How to: Optimize Your Company’s LinkedIn Profile 
How to: Optimize Your LinkedIn Company Profile for Recruiting

 

Deltag i grupperne og i Answers-sektionen

Ulempen ved en LinkedIn Company Page er, at den er statisk og ikke kan deltage eller kommunikere direkte. Men sådan er det, og sådan skal det være. Jeres medarbejdere derimod er mennesker, der kan deltage og kommunikerer og give jeres virksomhed og brand personlighed.

Uddan jeres medarbejdere i brugen af LinkedIn og lad dem være aktive i relevante faglige grupper og i Answers-sektionen. Eller opret selv grupper for jeres samarbejdspartnere, jeres tidligere medarbejdere eller inden for specifikke fagområder, som I er særligt gode til. På den måde bygger I jeres navn på LinkedIn inden for de områder, der er jeres. I grupperne har I også mulighed for at annoncere jobs, invitere til events, sende beskeder til medlemmer mv.

Kravet til jer som virksomhed er, at I ser jeres medarbejdere som ambassadører, og at I stoler på dem. Gør I ikke det, har I et helt andet problem - som egentlig ikke har med sociale medier at gøre - men som risikerer at blive synligt og forstærket via de sociale medier.

Er du stødt på upersonlige-personlige profiler på LinkedIn? Gør du noget ved det?

Tilbage

Kommentarer til: Fy! Virksomheder som personlige profiler på LinkedIn

Ingen kommentarer.

Søg

© 2009 All rights reserved.

Powered by Webnode