Job - Karriere - Rekruttering

Jobsøgning 2.0

2009-08-14 14:06

Om at bruge web 2.0 teknologien til at brande sig selv, opbygge relationer, netværke – og måske få job.

 

Jobsøgning i 2009

Ledigheden i Danmark er stigende, og antallet af jobannoncer faldende. Men fortvivl ikke, der er stadig mange mennesker, der får nyt job. Du kan blive en af dem.
De dårlige nyheder er, at ledigheden i juni i år er fordoblet i forhold til sidste år. 3,8 % af arbejdsstyrken er nu ledige, mod 1,6 % i juni 2008.
De gode nyheder er, at der besættes næsten lige så mange jobs i krisetider som i fede tider. Tal fra Danmarks statistik viser, at der besættes 700.000-800.000 jobs i Danmark hvert år – uanset konjunkturerne.

 

Om hvordan jobs besættes

Det anslås at mellem 60 og 80 % af alle jobs besættes uden annoncering. Siden starten af 2008 har antallet af annoncerede jobs desuden været faldende. I slutning af 2007 var der 35.000 jobannoncer på nettet, i juni 2009 under 15.000.
Som arbejdsmarkedet ser ud nu, er det ikke ualmindeligt, at virksomheder får flere hundrede ansøgninger pr. opslået stilling – du er altså i hård konkurrence, når du søger job.
Du skal selvfølgelig ikke stoppe med at læse jobannoncer og skrive ansøgninger. Men skriv dem godt og gå efter de jobs, du virkelig gerne vil ha’, og som du kan bestride.
Den traditionelle jobsøgning skal du supplere med andre mere aktive jobsøgningstiltag.

 

Hvordan besættes ikke-annoncerede jobs? 

De jobs, der ikke annonceres, besættes på alle andre tænkelige måder. Det kan f.eks. være via uopfordrede ansøgninger, med hjælp fra rekrutteringsfirmaer eller gennem netværk.
Lige nu har den, der skal ansætte, nogle andre muligheder end for et år siden. Når behovet opstår, har direktøren/afdelingschefen/HR-konsulenten måske allerede relevante emner – en bunke med uopfordrede ansøgninger, visitkort fra interessante mennesker, anbefalinger fra medarbejdere, fagfæller og andre kontakter… Hvorfor bruge tid på at annoncere og bladre gennem bunken af ikke-altid-lige-kvalificerede ansøgere?
Du skal bringe dig selv i spil, så du ”ligger i den rigtige bunke”, når behovet for en ny medarbejder med dine kvaliteter opstår.

 

Om de sociale netværk til rekruttering og jobsøgning

Før du går i gang med aktiv og anderledes jobsøgning, er det vigtigt, at du har budskabet på plads: Hvem er du? Hvad kan du? Hvad vil du? Og hvorfor og hvordan er det interessant for andre? Skab dit brand, kommunikér det, vedligehold det.
I USA og andre steder i verden bruges de sociale netværk – som Twitter, Facebook, LinkedIn osv. i stigende grad til rekruttering og jobsøgning – og ikke mindst til alt det, der ligger før en snak om en egentlig ansættelse.
De sociale medier er skabt til dialog og interaktion – og er god platform til at markedsføre dig selv og netværke – men forvent ikke øjeblikkelig gevinst. At lande et job (eller en ordre) er en bonus, du kan være heldig/dygtig at arbejde dig til. I starten skal du lytte og deltage og ikke kræve ind.

 

LinkedIn – forretningsforbindelser – ”det ufarlige jobnetværk”

LinkedIn er et oplagt – og ufarligt, ”business only” – sted at starte. LinkedIn er det største internationale online netværk med mere end 40 millioner profiler på verdensplan og omkring 400.000 danske profiler.
På LinkedIn opretter du en profil, der minder om et CV. Herefter kan du gå i gang med at sende og modtage tilbud om at ”connete” med folk du kender og stoler på. Det kan fx være tidligere studiekammerater, kolleger eller samarbejdspartnere.
LinkedIn er et fint sted at søge oplysninger om medarbejdere og firmaer. Jo, større dit netværk er, jo bedre bliver dine søgninger. Du får oplysninger, om dem du selv er connected til, men også om deres connections og til og med 3. led.
Går du en tand videre og melder dig ind i relevante grupper, er der megen god information og inspiration at få. Deltag i debatterne, gør dig synlig og udvid dit netværk.
LinkedIn er et meget brugt arbejdsværktøj for rekrutteringsansvarlige og rekrutteringsfirmaer. Igen gælder det, at jo flere connections du har, jo større er sandsynligheden for, at du dukker op på andres søgelister.
Du kan også lave en søgning på jobs på LinkedIn – men det er endnu ikke så mange danske jobs, der opslås den vej.

LinkedIn for begyndere

LinkedIn for viderekomne

 

Facebook – venner – ”jobnetværk for de unge”

Facebook er en integreret del af mange danskeres hverdag, og Danmark er et af de største Facebook-lande i verden.
Pt. er jobsøgning og rekruttering via Facebook i Danmark mest relevant for det yngre segment, og for de, der har jobønsker og kompetencer inden for fx markedsføring på de sociale medier. Men i USA (og andre lande) er det anderledes, her er både jobsøgere og firmaer i høj grad tilstede på Facebook.
Et dansk eksempel på en Facebook-rekrutteringskampagne er Flyvevåbnets Stud.luft

 

Twitter – interessefæller – ”fremtidens dynamiske jobnetværk”?

Senest har Twitter fået stor omtale herhjemme (bl.a. pga. demonstrationerne i Iran og retssagen mod Stein Bagger). Det præcise antal af danske Twitter-brugere er ikke kendt.
Twitter er en microblogging-tjeneste, hvor du har 160 karakterer til at beskrive sig selv (bio) og 140 karakterer til hver besked (tweet) du sender.
Twitter er en tjeneste, der kræver lidt tilvænning. Det giver først mening og værdi, når du begynder at følge nogle spændende mennesker og selv går i dialog.
På Twitter kan du vælge at ”follow” mennesker, du har et interessefællesskab med. Du finder dem ved at søge på relevante ord eller personer. Det behøver ikke være nogen, du kender, og de er ikke tvunget til at følge dig tilbage.
Før du går på Twitter, skal du have en base – et website, en opdateret LinkedIn-profil, en blog el.lign. – som du kan linke til i din bio.
Når du selv begynder at skrive, skal dine tweets understøtte dit personlige brand og tilføre dine followers værdi. På den måde er det ikke kun din bio, og det du linker til, der beskriver dig, men også alle de Tweets du har bidraget med.
Twitter er i Danmark stadig ung, hvad angår formidling og søgning af jobs – men se evt. Tweetmyjobs og Twitjobs - mon ikke de kommer til Danmark også?

En guide til Twitter

Sociale netværk som LinkedIn, Facebook og Twitter (og Myspace, YouTube, Delicious, Digg, blogs, debatfora osv.) giver dig ikke job. Men du bør bruge dem aktivt i din jobsøgning – og ikke mindst i lanceringen af dig selv som menneske og ekspert inden for dit felt.

Tilbage

Søg

© 2009 All rights reserved.

Powered by Webnode